Hvorfor er Storbritannien og især den britiske presse så store modstandere af alt, der har med EU at gøre? EuroparlTV tog på jagt efter svarene.

Rapporter: Euroskepsis i Storbritannien

https://api.multimedia.europarl.europa.eu/documents/20125/15791272/m003-0166-da_mf.srt

Storbritannien, kendt for sin te,  kongefamilie og afsky for alt med EU.

Vi tog til London for at se,  hvor ryet om euroskepsis kommer fra,

og hvorfor Storbritannien er så kritiske  over for sine europæiske naboer.

England forholder sig halvhjertet.  De vil have fordelene ved Europa,

men de vil ikke lide under  de dårlige sider.

Vi må forholde os til det.  Vi er alle sammen...

Flertallet her i landet  er helt og holdent imod Europa.

Jeg passer bare mit selv og mit eget liv.

Og lader Europa passe sig selv?  -Jeg spiser kylling. Det er, hvad jeg gør.

er der naturligvis forskellige meninger  om Europa, og hvordan det rapporteres.

For at udforske sagen talte vi  med en tidligere pressesekretær,

en professor og journalister  med pro- og anti-europæiske holdninger,

men som alle har hver sin definition  af den britiske euroskepsis.

Skepsis er essensen  af britisk journalistik.

Vi har hængt på den term  siden 1980'erne,

og den dækker  en lang række fænomener

helt fra rendyrket eurofobi,  fjendtlighed over for europæisk integration

I den ene ende af spektret  har vi eurofoberne.

De er nærmest fremmedfjendske.  De kan kun lide det, der er britisk.

Men når man går tilbage mod  det mere moderate område,

Nogle ville kalde sig  eurorealister i stedet.

Euroskepsis betyder noget andet  for folk ved Bruxelles' institutioner.

Det betyder folk, der kritiserer dem, og de  er enten euroskeptikere eller populister.

I 1970'erne stemte Storbritannien for  at tiltræde Det Europæiske Fællesskab.

36 år senere  kræver aviserne og de konservative

en folkeafstemning om  medlemskabet af EU.

Den aktuelle krise spiller en rolle,  men mange skyder skylden på medierne.

Den britiske, journalistiske tradition  blev født på Fleet Street.

Forleden talte jeg med en stor,  amerikanske dybdeborende journalist.

Han sagde: "Hvad bruger man aviser til?  Vi skal lave røre i andedammen."

Det er en del af den britiske tradition.

Pennen er mægtigere end sværdet.  Britiske journalister har hvæssede penne.

Jeg har været i Bruxelles i ni år.  Jeg har været hos The Telegraph i fem.

Jeg kender institutionerne indgående.  Jeg kan være nørdet, hvis jeg vil.

Britiske journalister  er langt mere aggressive,

så vi er ret ubehøvlede over for folk.

Det er, hvad folk synes,  fordi vi ikke særligt ærbødige

over for "Monsieur le Président",  eller hvem det nu måtte være.

Markedet kræver  den slags aggressive tilgang.

Der er 10 nationale aviser  og mange regionale aviser om buddet,

De populæreste formiddagsaviser har  været i centrum for mange af euromyterne.

Kommissionen har en liste fra 1990'erne.

Det er dyrt at have  journalister i udlandet.

Formiddagsaviserne mener ikke,  det er pengene værd i Bruxelles,

De vil gerne sælge deres historier,  så de overdriver,

smører tykt på  direkte fra deres eget synspunkt.

De bygger en historie op,  fordrejer og overdriver den,

lefler nærmest for det,  de mener, redaktøren vil købe.

En bøjet banan er en god historie, hvis man  er sladderredaktør. Man må bare have den.

Det er ikke kun doven journalistisks skyld.

Det kan være krævende  at dække miljøet, finans og udenrigspolitik.

Det er måske en af grundene til,  at europæiske historier dækkes så ringe.

Der er ikke mange  supermænd og superkvinder.

Det er ikke så let som ABC  at kende forskel på EFSF og FSFP.

På topmøderne forenkler  journalisterne tit emnerne.

Vi har tendens til at lave topmøderne  som en sejr eller et nederlag.

Det er spændende, når vi beskriver det  som en kamp eller et kommende nederlag.

Det seneste EU-topmøde var ingen  undtagelse, hvor én avis brugte krigstermer.

Nyheder handler ikke om at rapportere,  hvad der fungerer godt.

Måske gør den britiske presse trods alt ret i

at holde kritisk øje med en institution,  der har stigende betydning.

der hele tiden har overskrifter om Europa,  hvad enten de er gode eller ej.

Oscar Wilde sagde: " Der er kun en ting  værre her i livet end at blive talt om."