En kort historie om opløsningen af den socialistiske republik Jugoslavien som led i en række konflikter, der beskrives som Europas mest dødelige siden anden verdenskrig.

Historie: Krigene i Yugoslavien

https://api.multimedia.europarl.europa.eu/documents/20125/15699275/V001-0015-DA.srt

25. juni 1991. Forbundsrepublikken  Jugoslavien findes ikke længere.

Slovenien og Kroatien  erklærede deres uafhængighed.

Slut var æraen med Marshal Tito,  der sagde:

"Jugoslavien har seks republikker,  fem nationaliteter, fire sprog,

tre religioner, to alfabeter  og ét parti."

Da Milošević' serbiske nationalisme  ville dominere de andre,

Jelko Kacin var som Sloveniens  informationsmnister vidne til den tid.

100 år gamle drømme for generationer  af slovenere om vores egen stat.

Vores præsident ytrede  den historiske sætning:

"I dag er drømmene tilladt,  i morgen er endnu en dag."

og prøvede at stoppe uafhængigheden:  krigen begyndte.

Hæren skred til handling i de to lande.

Slovenien formåede  at holde den stangen i 10 dage.

Kroatiens vej mod friheden  var længere og mere blodig.

Efteråret 1991:  12.000 kroater blev dræbt i Vukovar,

hundred tusindvis  blev deporteret af de serbiske tropper.

I starten af april 1992  nåede krigen Bosnien-Hercegovina.

På kontinentet fokuserede Vesteuropa  på Maastricht-traktaten,

Ideen var at skabe en fælles  europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Skulle man beskytte en jugoslavisk enhed  eller anerkende uafhængige lande?

Det var ikke EU's rolle  at mane til fred til nabolandene,

men vi anerkendte,  at det burde være sådan.

Først i 1992,  og da billederne gik verden rundt

af detentionslejre  og snigskytter, der skød civile,

FN's fredsbevarende styrker,  de fleste fra Europa, blev sendt af sted.

Bosnien-Hercegovina var under den  længste belejring i moderne krigshistorie.

Efter at have erklæret sin uafhængighed  og efter anerkendelse fra Vesten

var hovedstanden Sarajevo belejret  af den bosnisk-serbiske hær i fire år,

Det kostede dyrt: 10.000 civile dødsfald  og ca. 329 granatnedslag om dagen.

Mit stærkeste indtryk er fra  dag nr. 1000 af belejringen af Sarajevo.

Jeg var på vej gennem byen,  og snigskytterne skød stadig alle vegne.

Jeg var på Holiday Inn,  og der var intet glas i ruderne,

"Vi er så tæt på Wien, og situationen  er så anderledes, farlig og deprimerende."

November 1993:  Endnu et symbol på krigen.

Broen, der forbandt det kroatiske  og bosniske samfund i Mostar,

blev destrueret af de kroatiske tropper.

Juli 1995: Europas værste folkedrab  siden 2. verdenskrig fandt sted.

6.000-8.000 bosniske mænd og drenge  blev dræbt i Srebrenica-området,

som FN havde erklæret  for et "sikkert område".

Et halvt år efter indgik man  Dayton-aftalen den 21. november,

der satte en stopper  for krigen i Bosnien-Hercegovina.

Som det kan ske i historiens løb,  blev de, der startede krigen,

kendt som fredsskabende,  fordi de underskrev fredsaftalen.

Der skete det, at Milošević på den ene side  og Tuđman på den anden,

der var dem, der ville splitte Bosnien  og Hercegovina, underskrev aftalen.

I 1999 var der en ny trussel om folkedrab,  et endnu større drab, i Kosovo,

I Kosovo deporterede den jugoslaviske hær  næsten 800.000 albanere.

Efter NATO-tropperne kom  den 12. juni 1999,

vendte vinden,  og 165.000 serbere flygtede fra Kosovo.

15 år efter starten på konflikten,  der oppiskede Balkan og udgød blod,

tiltrådte Slovenien  - der ved at søge om uafhængighed

Det er det mål, som de tidligere  jugoslaviske nabolande, også stræber efter.