Kan Europa udstikke en ny kurs omkring sikkerhed og forsvar? Vi ser på den aktuelle politik, dens oprindelse, og hvad fremtiden kan bringe.

Er det tid til, at EU får sin egen hær?

https://api.multimedia.europarl.europa.eu/documents/20125/11930043/v003-0086-da.srt

Det geopolitiske landskab er under  forandring, så hvad byder fremtiden på?

Skal vi vurdere den fælles sikkerheds-  og forsvarspolitik igen?

Og vil det medføre  en uigennemtrængelig EU-fæstning?

Vi er på en belgisk militærbase  i Leopoldsburg for at tale med oberst Sassel

og høre om, hvad hæren gør, og hvilke  sikkerhedsudfordringer der venter Europa.

Basen i Leopoldsburg er også stedet,  hvor EU's kampgrupper træner.

I 2013 talte Europa for første gang  i fem til ti år

om forsvaret og sagde,  at det var et vigtigt anliggende.

Europa mangler stadig  strategisk kapacitet.

Den fælles forsvarspolitisk oprindelse  stammer helt fra 1940'erne.

Det startede med Bruxellestraktaten,  der blev indgået i 1948

Den blev implementeret af  en ny militærorganisation, Vestunionen.

Den vigtigste ide i traktaten  fremgår af artikel 5:

Ideen om at komme andre  til undsætning under et angreb.

Efter den kolde krig  og konflikten i Balkanlandene

traf Europas ledere en vigtig beslutning:  at udvikle fælles kapacitet.

Kapacitet, der omfattede oprettelsen  af en troværdig militær styrke.

Først i 2009 med Lissabontraktaten  kom der skub i tingene.

Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik,  FSFP, blev oprettet

med solidaritet som drivkraften  bag en fælles indsats.

Traktaten oprettede en paraplyorganisation,  EU's Udenrigstjeneste

under ledelse af en højtstående repræ-  sentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Posten tilhører p.t. Federica Mogherini.

Udenrigstjenesten omfatter militærpersonel.

Målet med alle tiltagene  og handlingsplanerne er

at udnytte medlemslandenes ressourcer  bedst muligt og mest effektivt,

hvad angår medlemslandene og EU  set i lyset af deres bidrag.

Et konkret tiltag er Eurocorps, der har fem  EU-medlemmer og sæde i Strasbourg.

Men det er ikke det eneste. FSFP's  missioner rækker vidt og bredt.

EUFOR er en fællesbetegnelse for  en EU-ledet styrke.

Indtil videre har man fuldført  15 civile og militære fredsbevarende

missioner med soldater  fra forskellige EU-lande.

i fx Ukraine, Mali  og de palæstinensiske territorier.

FSFP tillader kun  finansiering af civile missioner.

Militær- eller forsvarsmissioner  skal finansieres af EU-landene.

Deres bidrag til en slags forsvarsbudget:  EUR 190 mia.

Men problemet med en samlet flok  på 28 lande:

Medlemslandene ser forsvar  udelukkende som et nationalt anliggende.

Så der er duplikering af  udstyr, ressourcer og mandskab.

Men Parlamentet og især underudvalget  for sikkerhed og forsvar

og kræver et EU-marked for militært udstyr.

Noget, der kan gøre en stor forskel,  og som man har debatteret i årtier.

Jeg taler naturligvis om ideen, mange  føderalister taler om: En EU-hær.

Sagen er, at EU faktisk har en slags hær.

Når man ser på kampgrupperne, er de  rent militært klar til at gå i gang.

Det er bare en hurtig reaktion på en krise,  en uventet krise.

Så man skal have de betingelser,  for det er konceptet med kampgrupper.

For det første har EU-landene ikke  nødvendigvis samme følsomheder.

Samme holdning til,  hvor vigtig en krise er.

Og på den anden side handler det  om økonomiske midler.

Magt og pengeproblemer EU-landene  imellem gør, de ikke bliver brugt.

Og deres funktion opfyldes også allerede  af NATO og FN's fredsbevarende styrker.

Så det rejser spørgsmålet om,  om en EU-hær overhovedet bør findes?

Det er som brandvæsnet. Selvom det ikke  brænder, skal man jo stadig træne dem.

Der er et gammelt motto:  "Vi står forenet. Vi falder hver for sig."

Siden starten har det europæiske projekt  kun handlet om én ting:

Med fælles trusler  skal vi have fælles løsninger,

hvis vi skal gøre fremskridt inden for  sikkerheds- og udenrigspolitik.