I 1965 meddelte Frankrig på baggrund af kommissionsformand Hallsteins formand, at landet ikke ville deltage i Rådets møder indtil det havde fået sin vilje. Vi ser tilbage på krisen om den tomme stol.

EU's Historie: Krisen om den tomme stol

https://api.multimedia.europarl.europa.eu/documents/20125/15281593/V001-0005-DA.srt

KRISEN OM DEN "TOMME STOL" -  DEN 30. JUNI 1965

men da striden endelig brød ud  ved midnat den 30. juni 1965

ledte det til det en hidtil uset krise  i det nye Europæiske Fællesskab.

Den revolutionære ide  om et overnationalt,

fælles landbrugsmarked,  uafhængigt finansieret og kontrolleret,

var en tand for revolutionær  for én medlemsstat.

Frankrig og præsident De Gaulle  slog bremserne i.

Carlo Casini er formand for EP's  Udvalg om Konstitutionelle Anliggender.

Jeg var 30 år på det tidspunkt,  men jeg husker det tydeligt.

Krisen om den tomme stol betød, at  Frankrig ikke var tilstede i Ministerrådet.

Det syntes at forvandle enden  på det oprindelige projekt,

som De Gasperi  havde været en vigtig del af.

EØF's udenrigsministre  havde i tre dage forhandlet

et forslag fra  kommissionsformand Hallstein.

Inden slutningen på det franske  formandskab ved midnat den 30. juni

kunne man have fundet en løsning,  men det skete ikke. 

Italien, Tyskland, Belgien,  Holland og Luxembourg troede,

I stedet meddelte udenrigsminister  Maurice Couve de Murville,

at Frankrig på grund  af den overskredne frist

ikke ville deltage  i Rådets møder indtil videre.

György Schöpflin arbejdede på  'Royal Institute for International Affairs.

De Gaulle forstod,  at det ville få seriøse konsekvenser

for Frankrigs storhed  og autoritet, vil jeg tro.

Hallsteins vision for Kommissionens  egne ressourcer til finansiering af CAP,

og af Rådets beslutninger  ved kvalificeret flertal,

var et skridt mod en føderalisme,  som De Gaulle ikke kunne acceptere.

Frankrigs stol i Rådet var tom  i seks måneder.

Januar 1966: Luxembourgs formandskab  gør et første forsøg på genforening.

Frankrig led økonomisk  under blokeringen af landbrugsmarkedet.

De Gaulle forstod,  at Frankrigs fingeraftryk var overalt i EU -

eller i EØF, som det dengang hed -  og at det var i Frankrigs interesse at blive.

Men han ville give det en ny form,  og det mener jeg, lykkedes for ham.

Med "Luxembourg-kompromisset"  blev egenfinansieringen af CAP udskudt,

Medlemsstaterne fik også tildelt  en uformel vetoret,

når en flertalsbeslutning kunne  påvirke afgørende nationale interesser.

Krisen var ovre. Men føderalisternes  vision havde lidt et tilbageslag.

I dag husker vi krisen om den tomme stol  - og vi er glade.

For i dag er ikke kun den stol,  men alle 6 stole besatte.

I dag har vi 27 besatte stole,  og jeg håber, der kommer endnu flere.