“Stadig snævrere union”, men stadig ingen fælles hær til at forsvare Europas interesser. Vi ser på årsagen dertil.

Historie: Det Europæiske Forsvarsfællesskab

https://api.multimedia.europarl.europa.eu/documents/20125/15386191/v001-0010-da.srt

Det Europæiske Forsvarsfællesskab  blev stiftet den 27. maj 1952.

Men det blev aldrig  til en fælles europæisk hær,

så det militære fokus forblev  på NATO,

Den Nordatlantiske Traktats Organisation,  der blev stiftet i 1949

og tidligere OF-6 for NATO,  ser tilbage på den historiske periode.

Med den nye sovjetiske trussel,  kuppet i Prag

og de stadigt mere voldelige,  kommunistiske magtovertagelser

måtte vi forsvare Vesten  og genopruste demokratierne.

Det var tydeligt, at det kun kunne ske,  hvis Tyskland var med.

Indtil da havde Frankrig modsat sig  den tyske genoprustning.

Men i 1950 manglede USA,  der var i krig med Korea, støtte

så de kunne forsvare Vesteuropa  som en del af NATO.

Vi mødte Maurice Faure,  der var fransk parlamentariker dengang

og ivrig fortaler for  europæisk integration.

I virkeligheden var problemet  tysk genoprustning,

Frankrig havde forsøgt at finde et system,  hvor Tyskland kunne deltage,

og som dækkede våben  og vestlige forsvarsbehov,

og som ville betyde,  at suveræniteten skulle opgives.

Det blev etableret  i Paristraktaten i 1952

og blev tiltrådt af  Frankrig, Vesttyskland,

Italien, Holland, Belgien  og Luxembourg.

Det var meningen,  at franskmændene skulle tjene

Det var helt sikkert en udfordring,  men Frankrig var helt indforstået.

Men den 30. august 1954  afviste det franske parlament traktaten.

Gaullisterne var ikke lige så oprørte.

socialisterne, de radikale og de moderate.

Hvorfor? Krigen var netop slut,  og de mente ikke, det ville virke.

Så EDC blev aldrig til noget,  men med EØF

blev økonomien  drivkraften bag integration.

Først i 1992 kom  den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

inden for rammerne  af Unionens tre søjler.

I Maastricht-traktaten  er der naturligvis et afsnit,

der nævner ambitionerne  om et forsvarsaspekt ved EU.

Den fælles sikkerheds-  og forsvarspolitik eller FSFP

har til formål at udvikle  EU's civile og militære kapacitet,

men uden at etablere en europæisk hær.

Atalanta-missionen mod pirateri  ud for Somalias kyst

har et mandskab på ca. 17.000  fra 10 medlemsstater,

der sammen med to ikke-EU-lande  stiller med flåde- og luftstyrker.

- ændringer af FSFP  er kompatible med NATO's mål.

Hele ambitionen for EU's forsvarsidentitet

er vokset meget og kommet så vidt,  at vi har haft Lissabontraktaten,

og skaber en højeste repræsentant  for udenrigspolitik,

der har ansvaret for militære anliggender.

Europæisk forsvar  har nu en repræsentant,

men stadig ingen fuldt uafhængigt hær.