Menneskerettighedsadvokaten Nasrin Sotoudeh og filminstruktøren Jafar Panahi fra Iran vandt Parlamentets pris for tankefrihed i 2012. Her er deres historie.

Tæt på dig: Sakharov-prisvindere 2012

https://api.multimedia.europarl.europa.eu/documents/20125/16161055/m005-0029-daxx.srt

12. juni 2009. Mahmoud Ahmadinejad  blev genvalgt til yderligere fire år

som præsident for  Den Islamiske Republik Iran.

Nyhederne blev fulgt af  demonstrationer og protester

for at fordømme den åbenlyse valgfusk.  Undertrykkelsen blev blodig.

I månederne efter steg antallet  af vilkårlige anholdelser i hele samfundet.

Nasrin Sotoudeh,  der er menneskerettighedsadvokat,

og filminstruktør Jafar Panahi  blev anholdt og dømt.

ved at tildele dem  Sakharov-prisen for tankefrihed.

Jeg tror, Iran er et land,  hvor der kan ske ting rent praktisk

omkring menneskeret og dødsstraf,  en række regelmæssige krænkelser.

Det er også et land, der ligger meget  strategisk i forhold til situationen i Syrien.

Det iranske regimes position  i forhold til Syrien

I Paris,  der er Karim Lahidjis tvungne eksil,

har han i 30 år kæmpet  for menneskerettigheder i Iran.

Min karriere var magen  til Nasrin Sotoudehs.

En advokat, en advokat for politiske fanger.

I 1981 lærte jeg, at der var udstedt  en arrestordre mod mig.

Jeg var tvunget til at forlade landet  i hemmelighed via Tyrkiet.

I den forbindelse blev Nasrin  som advokat for politiske fanger

med forbud mod  at udøve sit erhverv som advokat.

annullerede de fx ind imellem  hendes ugentlige besøg.

I juli blev hendes mand  og 12-årige datter

Med den slags pres, prøver de  - selvom det er symbolsk -

Og i lyset af denne politik  om sekundær undertrykkelse

er hun nu startet på sin fjerde sultestrejke.

Shirin Ebadi er iransk advokat i eksil  og Nobels fredsprisvinder i 2003

og bekræfter,  at hendes helbredstilstand er meget alvorlig.

Nasrin Sotoudeh har sultestrejket  i mere end 40 dage.

Hendes situation er kritisk,  og vi er urolige for, om hendes liv er i fare.

Der slutter historien ikke. Regimets under-  trykkelse mærkes også blandt kunstnere.

Efter at have fået forbud mod  at tage til Cannes filmfestival i 2010

blev Jafar Panahi, der er en internationalt  anerkendt instruktør,

idømt seks års fængsel med 20 års  forbud mod at udøve sit erhverv.

Regimet har ikke tilgivet ham  hans rolle i demonstrationerne efter valget.

Hans film skræmmer dem,  og alligevel...

Jafar Panahi er ikke politisk filmskaber.

Han er filmskaber... Hvordan skal jeg sige  det? Han tager et moralsk standpunkt,

realiteterne i sit land.  Han er dybt iransk.

Han er ikke en filmskaber,  der vil bebrejde og angribe.

Han har en meget stærkt  metaforisk kapacitet.

Panahi leverede i husarrest  og på trods af forbuddet

en ny film på en USB-nøgle,  der blev smuglet ud af Iran.

Filmen kaldte han:  "Dette er ikke en film."

Og Cannes filmfestival valgte at vise  den officielt i 2011 i Cannes,

Det er et selvportræt af en filmskaber,

der er hæmmet, hindret,  vanskeliggjort, censureret...

Det er historien om en instruktør,  der nu kun kan læse sine manuskripter

og forestille sig optagestederne  hjemme fra sin egen stue.

En film er aldrig, hvad man siger,  men hvad man gør den til.

Parlamentets delegation  for relationerne mellem EU og Iran

skulle for nylig til Teheran,  men aflyste besøget,

at tillade et møde  med Nasrin Sotoudeh og Jafar Panahi.

Men det betyder ikke,  at delegationens arbejde skal suspenderes.

Det handler ikke kun om at tage til Iran  for at forbedre menneskerettighederne.

kan de jævnligt rapportere om emnet  i Europa-Parlamentet

for at forbedre rettighederne  i det iranske regime.

Jeg tror, at parlamentarisk diplomati  gennem EU-Iran delegationer

eller selv i andre følsomme regioner  her i verden

er et redskab, vi ikke bruger tilstrækkeligt.

så længe delegationerne indser,  at de har en dobbelt mission:

myndighederne samt modstanderne, civil-  samfundet og menneskeretsforkæmperne.